1. Thise Bypark
Thise bypark ligger som en oase overfor THISE Mejeri og nabo til Thise Købmandshandel. Byparken er tænkt som et opholdssted for byens borgere og som rasteplads for vejfarende, turister og mejeriets og byens mange gæster. Byparken indeholder bl. a. orangeri, møbleret terrasse, legeplads, petanquebaner, udekøkken med grill og offentlige toiletter. Thise Bypark vedligeholdes af frivillige borgere og er uden kommunal service.
Byparken kan frit benyttes som base for en vandretur på THISE STIEN samt for besøg i Thises virksomheder og omegn. Afstand Sundsøre 4,9 km, Brokholm Sø 4,8.
Der findes Knudepunkt for Flextur ved Byparken.
2. Thise Friskole og Børnehus
Øst- og Nordsallings lokale alternativ til folkeskolen. Skolen er vokset ud af et stærkt lokalt engagement og har gennem årene udviklet sig til et aktivt kultur- og samlingspunkt i Thise. Thise M88 samler børn, unge og voksne om sport, motion og fælles aktiviteter i hallen ved friskolen.
Et velegnet startsted for THISE STIEN. Her er fri parkering og toilet. Afstand Sundsøre 4,0 km, Brokholm Sø 3,9 km, Thise Bytorv 0,9 km.
3. Gl. Børsting
THISE STIEN passerer mellem Thise og Sundsøre gården Gl.Børsting. Denne del er ikke egnet for gangbesværede.
Gården Gl. Børsting drives som et holistisk økologisk landbrug. Her får kalvene lov til at gå hos deres mødre og har førsteret til mælken. Det er kun den mælk, der er tilovers, der bliver sendt til mejeriet. På Gl. Børsting græsser køerne holistisk. Det betyder, at de går udenfor året rundt og ikke spiser andet end græs. Køerne bliver flyttet rundt på markerne dagligt for at undgå, at de bider græsset helt i bund. Det giver et stærkt rodnet, som binder kulstof i jorden.
4. Sundsøre Pakhus
Sundsøre Pakhus er til rådighed som basis for THISE STIEN både som gratis parkering, ly, madpakkehus og primitiv overnatning, bademulighed (mod betaling) og toilet forefindes i det nærliggende Sundsøre Lystbådehavns klubhus.
Standplads for autocamper ved Sundsøre Lystbådehavn.
Knudepunkt for Flextur ved Sundsøre Færgehavn.
Afstand Thise Bytorv 4,9 km, Trilom 4,7 km, Brokholm Sø 9,1 km.
5. Trilom
Når man følger stien nordpå fra Sundsøre, når man efter ca. 4 kilometer frem til Trilom Enge. Her drejer ruten væk fra stranden og fortsætter gennem klaplåger ind i et område, hvor der går græssende dyr. Stien fører derefter videre til grusvejen, der ligger nord for gården på Fjordvej 38. Her er shelterplads med bålsted og brænde
Tre gårde beliggende ovenfor engene kaldes fra gammel tid Trilom. Historien går om et stuehus, som trillede om i en storm, men navnet har snarere rod i, at vogne på vej ad den gamle vej fra Grættrup-Junget nemt kunne vælte om nede i den våde eng.
Ved Fjordvej 38 er der Shelter i haven mod nord til fri afbenyttelse. Man er også velkommen i ”Nyskoven”, 300m længere mod vest mod Fjordvej, 6 ha med 50 forskellige sorter, plantet i 2011.
På Fjordvej 38 arbejdes der med at øge naturindholdet omkring gården, bl.a. ved ekstensiv græsning i både skov, overdrev, eng, kildevæld, mose og marker. Her findes bl.a. slørugle, musvåge, majgøgeurt, djævelsbid og stor vandsalamander.
6. Brokholm Sø
Brokholm Sø er en genskabt sø som er genetableret i 1999 efter mere end 200 års afvanding. I dag er det et lavvandet vådområde omgivet af enge. Den næringsfattige sø tiltrækker et rigt fugleliv, bl.a. mange ande- og vadefugle, som trives i de flade, lavvandede områder. Udsigtstårnet ved naturcentret giver fine muligheder for fuglekig.
Her er Parkeringsplads, toilet og madpakkehus med grill.
Sammen med den nærliggende Havbjerg Skov med stort sheltermråde er Brokholm Sø Naturcenter et velegnet startsted for THISE STIEN.
Afstand: Thise Bytorv 4,8 km, Sundsøre via Trilom 9,1 km, Sundsøre via Thise Friskole 7,9 km, Trilom 4,4 km.
7. Havbjerg Skov
Havbjerg Skov breder sig over mere end 100 hektar og rummer en smuk blanding af løv- og nåletræer som eg, bøg og forskellige nåletræsarter, plantet efter jordbundens variationer. Her skifter stemningen fra lyse løvpartier til mørkere nåleskov, og stierne fører gennem et levende, varieret landskab skabt i 1998 som del af naturgenopretningen ved Brokholm Sø.
I Skovens nordvestlige hjørne er der flot udsigt over Gåsemosen og her findes Shelters, bålhytte og aktivitetsområde.
THISE STIEN er etableret og finansieret af Skive Kommune som en del af Helhedsplan Thise–Sdr. Thise–Sundsøre 2020–2030 med temaet “Ud i naturen”. Projektet er blevet til gennem et stærkt lokalt engagement, hvor en arbejdsgruppe af frivillige borgere siden 2021 har arbejdet målrettet med at skabe nye vandremuligheder i området.
Kontakt: stier@skivekommune.dk
Øvrige stier i Skive Kommune: www.skive.dk/stier








