4. Sundsøre Pakhus
– Danmarks korteste jernbane – med sovevogn
Sundsøre Pakhus er til rådighed som basis for THISE STIEN både som gratis parkering, ly, madpakkehus og primitiv overnatning. Bademulighed (mod betaling) og toilet forefindes i det nærliggende Sundsøre Lystbådehavns klubhus.
Standplads for autocamper ved Sundsøre Lystbådehavn.
Knudepunkt for Flextur ved Sundsøre Færgehavn (etableres inden længe)
Afstand Thise Bytorv 4,9 km, Trilom 4,7 km, Brokholm Sø 9,1 km.
Om Sundsøre Pakhus
Sundsøre Pakhus blev opført i 1927 i forbindelse med jernbanefærgen mellem Hvalpsund og Sundsøre. Her mødtes tog og færge, og gods blev omlæsset mellem bane og skib. Selve jernbanen i Sundsøre blev dog aldrig længere end 270 meter, hvilket har givet stedet ry som Danmarks korteste jernbane.
Trafikken faldt efterhånden, og sporet blev fjernet i 1960’erne. Pakhuset stod senere til nedrivning, men blev reddet af lokale kræfter og overdraget til en forening for 1 krone.
I dag er den smukke træbygning restaureret og fungerer som museum for færgeruten Hvalpsund–Sundsøre. Ved pakhuset kan man også se et stykke af det gamle spor med godsvogne, og stedet rummer både turistinformation og primitive overnatningsmuligheder i togvogn for friluftsgæster.
Om Lindormen
Et sallingsk Eddasagn – Om lindormen
Et gammelt sagn fra Salling fortæller om en lindorm, der ligger skjult i landskabet ved Astrup, Nørgård og Eskjær. Så længe der er orden og “en ordentlig kone” på gården Astrup, holdes kræfterne i ro. Men brydes ordenen, varsles ulykke: gårde går under, og verden ændrer sig.
Sagnet fortæller også, at når Astrup og Eskjær lægges sammen, vil begge forgå. Det svarer til lindormen, der bider sig selv i halen – et tegn på undergang.
Dette motiv kendes fra den nordiske mytologi, hvor Jormungandr omgiver verden. Når den slipper sit greb, begynder Ragnarok – en tid med kulde, kaos og strid.
Ifølge traditionen kan lindormen spores i landskabet: hovedet ved Leverbakken, kroppen under Eskjær og halen mod Hvalpsund. Naturen og sagnet smelter sammen og giver et glimt af en ældgammel fortælling om orden og undergang.
THISE STIEN er etableret og finansieret af Skive Kommune som en del af Helhedsplan Thise–Sdr. Thise–Sundsøre 2020–2030 med temaet “Ud i naturen”. Projektet er blevet til gennem et stærkt lokalt engagement, hvor en arbejdsgruppe af frivillige borgere siden 2021 har arbejdet målrettet med at skabe nye vandremuligheder i området.
Kontakt: stier@skivekommune.dk
Øvrige stier i Skive Kommune: www.skive.dk/stier



